Mindre Større Læs højt Print
Mindre tekst Større tekst Læs højt Print
 
 
 

Plantegenetiske ressourcer

 

Plantegenetiske ressourcer betyder genetisk materiale af planteoprindelse med aktuel eller potentiel værdi for jordbruget. Begrebet omfatter formeringsmateriale af bl.a. nye og gamle plantesorter, landsorter og kulturplanternes vilde slægtninge. En del af materialet er bevaret i genbanker, andet er i dyrkning eller vokser i naturen.

Anvendelse
Plantegenetiske ressourcer benyttes af planteforædlerne i udviklingen af nye sorter og er dermed nødvendige for den fremtidige fødevareforsyning. Plantegenetiske ressourcer, specielt gamle sorter, påkalder sig endvidere interesse af andre grunde, bl.a. kan de have både kulturhistorisk og kulinarisk værdi. En række museer og private organisationer arbejder således med bevaring og dyrkning af gamle sorter.

Samlinger
Den systematiske danske bevaring af jordbrugets plantegenetiske ressourcer er henlagt til en fælles nordisk institution, Nordisk Genbank, som er placeret nær Malmö i Sverige. Derudover findes der danske samlinger af plantegenetiske ressourcer på bl.a. Danmarks JordbrugsForsknings afdeling i Årslev og på Landbohøjskolens Pomet samt på Risø.

Myndigheder
Fødevareministeriet er overordnet myndighed for jordbrugets plantegenetiske ressourcer, og både Fødevareministeriets departement, Plantedirektoratet og Danmarks JordbrugsForskning er involveret i områdets administration. Dele af området plantegenetiske ressourcer overlapper andre ministeriers ansvarsområder, bl.a. Udenrigsministeriets, Miljøministeriets og Kulturministeriets.

Internationale aktiviteter
FAO, FNs organisation for fødevarer og jordbrug, har vedtaget en international traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug og er i gang med at fastlægge de nærmere gennemførelsesbestemmelser. Plantedirektoratet medvirker i dette og andet opfølgende arbejde, f.eks. i EU-regi,  i forbindelse med traktaten.

FAO har også udarbejdet den globale handlingsplan for bevaring og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug, som giver detaljerede anbefalinger til lande om aktiviteter på det plantegenetiske område.

Det europæiske samarbejdsprogram for plantegenetiske ressourcer (ECP/GR) omhandler bevaring og udnyttelse af jordbrugets plantegenetiske ressourcer og har deltagere fra en lang række europæiske lande. Plantedirektoratet er dansk national koordinator for dette program.

EU aktiviteter
I EU er vedtaget en Rådsforordning om bevaring og udnyttelse af genressourcer (Nr. 870/2004), der etablerer et Fællesskabsprogram på området. Plantedirektoratet deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af Fællesskabslovgivning, som har relevans for området, f.eks. frølovgivningen.

Nordiske aktiviteter
Bevaring af plantegenetiske ressourcer sker i vid udstrækning i samarbejde med de øvrige nordiske lande. Den overordnede koordinering af arbejdet sker i Nordisk Genressourceråd, hvor Fødevareministeriets departement og Miljøministeriet repræsenterer Danmark.

Der er endvidere danske repræsentanter i Nordisk Genbanks styrelse og i en række nordiske faglige arbejdsgrupper, som typisk omhandler en bestemt afgrødetype.

Nationale aktiviteter
I samarbejde med Danmarks JordbrugsForskning har Plantedirektoratet udarbejdet et forslag til strategi for det fremtidige danske arbejde med jordbrugets plantegenetiske ressourcer. Forslaget er fulgt op med en handlingsplan for jordbrugets plantegenetiske ressourcer 2005-2007. Til gennemførelse af handlingsplanen har Fødevareministeriet bl.a. iværksat et tre-årigt forsknings- og udredningsprojekt hos Danmarks JordbrugsForskning.

Endelig er Plantedirektoratet sekretariat for det rådgivende Udvalg for Plantegenetiske Ressourcer.

Fødevareministeriets kontaktpersoner til området plantegenetiske ressourcer

Plantedirektoratet
    Lars Landbo (lbo@pdir.dk)
    Tlf.: 45 26 36 49

Departementet
    Henry Damsgaard Lanng (hlan@fvm.dk)
    Tlf.: 33 92 21 72

    Dorrit Krabbe (dkr@fvm.dk)
    Tlf.: 33 92 20 60

Danmarks JordbrugsForskning
    Gert Poulsen (gert.poulsen@agrsci.dk)
    Tlf.: 89 99 32 21

    Ole Callesen (Ole.Callesen@agrsci.dk)
    Tlf.: 63 90 41 65

 
 

Kontakt
Flere oplysninger om Plantegenetiske resourcer kan fås hos Lars Landbo
tlf:     4526 3600
fax:   4526 3610
mail: sfs@pdir.dk

Kornparceller på Plantedirektoratets ejendom Lønsgård
Kornparceller
Fotograf: Anders Lomholt
  Tilføj som bogmærke, del eller publicer